I de 8 år jeg har kendt min kæreste, har vi aldrig haft meget at gøre med.
Da vi mødt hinanden var jeg under uddannelse, men valgte at droppe den. Jeg måtte se realiterne i øjnene - et arbejde som skrædder, var ikke realistisk. Og jeg ville ikke på kontanthjælp. Så i den periode levede vi kun af min kærestes indtægt. Efter knap et år sammen blev jeg gravid og hen mod termin måtte jeg overgive mig og erkende jeg måtte tage kontanthjælp - det var forbundet med skam og skyldfølelse. Det var ikke meget at rutte med, men bestemt nok!
Inden jeg fik set mig om, ventede vi nr. to. Atter en gang måtte jeg tage kontanthjælp (indtil da fik jeg "betaling" for at passe mit eget barn).
Da de begge startede i instution, var det også på tide for mig at komme videre i mit liv. Jeg startede på HGV. Denne gang var det SU. Til sidst måtte jeg tage lidt su lån.
Dernæst fik jeg en elevplads! Økonomien blev lidt lettere, men når man er under 25, når man indgår en elevpladsaftale, var lønnen ikke høj. Omvendt, så var alt bedre end su!
Desværre mistede jeg min elevplads da jeg brækkede mit knæ. Så nu er jeg i skolepraktik. Og lønnen? Ja, uden at komme for meget ind på den, så er den ikke meget højere end su!
Så jeg tager mig til takke med at jeg i det mindste får gjort min uddannelse færdig, jeg har en indkomst og så søger jeg med lys og lygter efter en elevplads der vil have en dygtig, sød elev som mig :)
Der er lys forude!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar